Verden
syer een Kjole, som vi skulle i Allesammen, og det er den fine Dannelse,
den kvindelige Værdighed osv. Mig faae de aldrig puttet in i
det futeral!
Mathilde Fibiger
Fra Kapitel 1
At besætte et hus - at blive besat af et hus
"Der er ingen
tvivl om,at Grevinde Danner har været en atypisk kvinde, der ikke
ville acceptere den rolle, skæbnen normalt tildelte piger af hendes
herkomst dengang. Det har givetvis ikke været nemt for hende,
og hun nåede da heller aldrig at opleve en samtid, der anerkendte
hendes baggrund og livsstil. At testamentere hendes og Kong Frederik
VII's fælles formue til kvinder, der levede under de samme kår,
som hun selv voksede op i, har måske været en lille triumf
over alle dem, der ikke anerkendte hendes herkomst. Oprettelsen af Dannerhusets
kvinde- og krisecenter 100 år efter Grevindens død, virker
som en passende hyldest og videreførelse af hendes sociale engagement."
"Dannerkvinderne
bestod af både aktive - og aktivistiske - medlemmer af kvindebevægelsen,
og især af Rødstrømpebevægelsen, men også
af "ganske almindelige kvinder", der ikke havde for vane
at ty til civil ulydighed. For de fleste var det imidlertid væsentligt,
at man fastholdt ideén om, at huset både skulle være
et politisk og kulturelt hus for kvinder generelt, samtidig med at
det skulle være et krisecenter for voldsramte kvinder. I Rødstrømpebevægelsen
mente man, at den politiske kvindekamp hang naturligt sammen med den
praktiske hjælp til voldsramte kvinder og børn."
Fra Kapitel 2
Kvinderummet - mænd ingen adgang
"Mænd
har ingen adgang til Dannerhuset. For de kvinder og børn, der
bor i Dannerhusets krisecenter giver det en ekstra sikkerhed, at der
ikke er mænd i huset. Men kvinderummet har også andre funktioner.
I 25 år har unge kvinder, ældre kvinder, udenlandske kvinder,
voldsramte kvinder, politisk bevidste kvinder, lesbiske kvinder, studerende
kvinder, arbejdende kvinder, arbejdsløse kvinder og andre kvinder
oplevet et anderledes kvindefællesskab i Dannerhuset. Kvinder
har mødtes i huset for at diskutere egne og andre kvinders situation
og for sammen at drive husets krisecenter og kvindecenter. Dannerkvinderne
har løst både traditionelle kvinde- og mandeopgaver, de
har vasket gulve, svejset, repareret, bygget, ført regnskab,
skrevet artikler, organiseret møder, diskuteret politik, administreret,
rådgivet og formidlet husets holdninger til samfundet udenfor
kvinderummet."
"For er det
ikke et paradoks at kritisere den mandlige norms udelukkelse af den
kvindelige, når vi samtidig - og meget mere tydeligt - udelukker
mænd fra vores praksis? Hvordan kan vi påstå at
arbejde for ligestilling mellem mænd og kvinder, når der
ikke er ligestilling i Dannerhuset? Og hvis vi påstår,
at de roller, det i dag er muligt for kvinder (og mænd) at indtage,
er for begrænsende og blandt andet arbejder for en udvidelse
ved at problematisere det biologiske køn som udgangspunkt for
vores respektive roller, hvordan kan vi så fastholde, at det
er det køn, du biologisk set er, der først og fremmest
afgør, om du lukkes ind i kvinderummet?"
"For de første
Dannerkvinder kunne det selvvalgte kvinderum betragtes som en metode,
hvor kvinder kunne blive bevidstgjorte og frigjorte. Det de lærte,
og den styrke de fandt i kvinderummet, kunne de benytte aktivt, når
de bevægede sig ud og rundt i fælles flok eller individuelt
i det samfund, der primært var et rum, defineret ud fra mandens
præmisser. Det var en metode, de oplevede som virkningsfuld. Vi
vil påstå, at det er en metode, der også er aktuel
- og virkningsfuld - i dag, hvor det samfund, der ellers på papiret
skulle være så ligestillet, alligevel ikke er det. Det betyder
ikke, at det er den eneste metode, eller at den er evigt lyksaliggørende
og fri for indre modsætninger."
Fra Kapitel 3
Vold mod kvinder berører alle
"Sammen med
resten af kvindebevægelsen satte Dannerhuset fokus på den
vold, som foregik bag lukkede døre i private hjem. Volden blev
koblet til spørgsmålet om den samfundsskabte ulighed mellem
mænd og kvinder. Det, der hidtil primært var blevet betragtet
som et privat problem, skulle frem i lyset og italesættes som
et generelt samfundsanliggende og politisk problem. Kvindebevægelsen
kæmpede imod en opfattelse af, at de kvinder, der blev udsat for
vold, enten var svage eller slet og ret provokerende, hvorved volden
blev gjort til hendes eget problem."
"Ved at betegne
voldsepisoder som husspektakler reduceres volden - den gøres
til noget mindre alvorligt. Den, der har udført voldshandlingen
undskyldes, hvorved han får lettere ved at gentage den. Ofret
tildeles omvendt ansvar for at have været i modtagerenden af
voldshandlingen, hvorved hun får sværere ved at frigøre
sig fra volden, samt forledes til at tro, at det er hende, der er
noget galt med."
Fra Kapitel 4
Feminisme - enfant terrible eller comme il faut?
"Vi kender
hende godt. Hende, der hader mænd og beskylder dem for hendes
egen utilstrækkelighed. Hende, der opfatter de fleste andre kvinder
som stakler, der endnu ikke har forstået noget som helst, eller
endnu værre: forrædere, der svigter sit eget køn
ved at tale med den erklærede fjende: manden. det er hende, der
kan kendes på de behårede armhuler og ben, fraværende
sminke og i øvrigt uplejede udseende. Hende, der er så
grim, at hun ikke kan få det, hun virkelige trænger til:
en rigitg mand. Det er også derfor hun er lesbisk. Sådan
er hun. Betonfeministen. Dannerkvinden."
"Det tvivlende
feministiske kvinderum var langt om længe blevet enig med sig
selv om, at feminisme er en vigtig del af rummets identitet og arbejde.
Et politisk kvinderum har Dannerhuset med varierende entusiasme altid
været, men den kontrovesielle feminisme var åbenbart svær
at tackle. Faktisk skulle der gå 25 år inden de såkaldte
betonfeminister i Dannerhuset turde kalde sig feminister officielt."
Fra Hvad nu søster?
"Formålet
med Dannerhusets kvinderum er blandt andet, at kvinder aktivt skal
kunne vælge hinanden til. Ikke kun for at sidde og nikke bekræftende
til hinanden (selvom det også er vigtigt en gang i mellem),
men for at prøve at gøre noget ved den enkelte kvindes
og kvinders situation. Interessant nok er det netop i et selvvalgt
kvinderum, at kvinder mange gange udvikler flere personlighedstræk,
eller måder at være mennesker på, end de såkaldte
klassiske "kvindelige". Måske fordi kvinder i et kvinderum
ikke konstant bliver mindet om, at de er "kvinder". Kvinderummet
kan derfor bidrage til at nedbryde begrænsende kønsstereotyp
adfærd og fordomme om, hvad kvinder er og kan. Det er nogle
gange en vigtig dimension i sig selv - og forandringspotentialet -
skal ikke undervurderes."
